Miljømærket maling!
 
Hvad er Blomsten & Svanen?
Nu er næsten alle Lady vægmalinger fra Jotun forsynet med miljømærkerne Blomsten og Svanen, der er Danmarks officielle miljømærkning. Miljømærket maling giver garanti for, at malingen er miljøvenlig - dvs. opfylder de skrappe miljøkrav, og at der er taget hensyn til sundheden.

Med tilladelse fra Miljømærkning Danmark har vi fået lov at bringe uddrag fra deres hjemmeside - så her får du definitionen på Blomsten og Svanen - læs alt om miljømærkning på Miljømærkning Danmarks
hjemmeside

Blomsten er det europæiske miljømærke. Svanen er det nordiske miljømærke. Begge er officielt anerkendte af de danske myndigheder og har en uvildig kontrol.

Blomsten og Svanen gør det nemt at handle mere miljøvenligt. Når du køber en vare, har du nemlig garanti for:

- at produktet er blandt de mindst miljøbelastende af sin slags
- at kvalitet og funktion er mindst lige så god som for andre produkter
- at der er taget hensyn til din sundhed, fx at varen ikke indeholder sundhedsskadelige stoffer

2.300 miljømærkede produkter
Miljømærker findes på en lang række produkter. Det gælder dagligvarer som køkkenruller og rengøringsmidler. Og det gælder såkaldt langtidsholdbare forbrugsgoder som møbler og computere. Serviceydelser kan også miljømærkes, fx hoteller og bilvaskehaller. Blomsten og Svanen anvendes ikke på fødevarer, drikkevarer og medicin.

Når et produkt bærer Blomsten eller Svanen, har produktgruppen været igennem en grundig vurdering af, hvordan det påvirker miljøet fra det "fødes" til det smides ud som affald. Kvalitet og sundhedspåvirkning har også været under lup.


Lige gode
Blomsten retter sig primært mod det europæiske marked, mens Svanen retter sig mere mod det skandinaviske. Når det gælder krav til miljø, kvalitet og sundhed er mærkerne dog stort set ens. En toiletrulle med Svanen er altså lige så god som en med Blomsten - og omvendt.

I Danmark er det Miljømærkning Danmark, som garanterer, at miljømærkede varer lever op til de krav, der stilles til miljø, kvalitet og sundhed. Miljømærkning Danmark tager stilling til ansøgninger om at få mærkerne og sikrer, at reglerne for at bruge mærkerne bliver overholdt.

Sammen med Miljømærkenævnet udvikler Miljømærkning Danmark også regler for Blomsten og Svanen. Reglerne laves i samarbejde med kolleger i Norden og i EU samt de danske miljømyndigheder.